82
VORHERRE OG ST. PEDER.
Endelig havde Englen faaet Øje paa den, han søgte; han foldede Vingerne sammen over Ryggen og skød ned som et Lyn. Og St. Peder skreg højt af glad Forbavselse, da han saa ham slaa Armen om hans Moder og løfte hende op.
„Gud lønne dig, at du bringer mig min Moder,“ udbrød han.
Vorherre lagde advarende sin Haand paa St. Peders Skulder, som for at sige, at han ikke for tidlig skulde hengive sig til Glæden.
Men St. Peder var nærved at græde af Glæde over, at hans Moder var frelst, og han kunde ikke indse, at noget herefter skulde skille dem ad. Og en endnu større Glæde følte han, da han saa, at hvor hurtig Englen end havde været, var der dog nogle af de fordømte, der havde været endnu hurtigere; de havde set deres Snit at hage sig fast ved hende, der skulde frelses, saa de kunde blive baaret op til Paradis med det samme.
Der var vel en halv Snes Stykker, der havde hængt sig fast ved den gamle Kone, og St. Peder syntes, det var en stor Ære for hans Moder, at hun kunde udfri saa mange ulykkelige Stakler fra Fordømmelsen.
Vorherre stod stille og lod som ingenting, men St. Peder lovede sig selv, at han nok skulde faa ham overtalt til at beholde alle disse ulykkelige i Paradis.
Englen gjorde heller ikke noget for at hindre dem i at følge med. Det var, som om han slet ikke tyngedes af Byrden; han steg og steg og
