83
VORHERRE OG ST. PEDER.
svang sine Vinger saa let, som om det var en død Fugleunge, han bar op til Himlen.
Men da saa St. Peder, at hans Moder begyndte at rive sig løs fra de fordømte, der hang sig fast ved hende. Hun greb fat i deres Hænder og løsnede deres Tag, saa den ene efter den anden styrtede tilbage i Helvede.
St. Peder kunde med sine egne Øren høre, hvor de bad og anraabte hende, men hun vilde ikke finde sig i, at nogen anden end hun selv blev salig. Hun gjorde sig løs fra flere og flere og kastede dem ned i Afgrunden. Og idet de faldt, fyldtes hele Rummet af Veraab og Forbandelser.
Da raabte St. Peder til sin Moder, at hun skulde vise Barmhjertighed; men hun vilde ingenting høre. Hun blev ved, som hun havde begyndt.
Og St. Peder saa, at Englen fløj langsommere og langsommere, jo lettere hans Byrde blev. Da rystede hans Ben under ham, saa han sank paa Knæ.
Tilsidst var der kun en eneste, der holdt fast ved St. Peders Moder. Han havde slynget Armene om hendes Hals og tiggede og bad lige ved hendes Øre, at hun dog vilde lade ham følge med ind i det velsignede Paradis.
De var nu kommen saa langt, at St. Peder allerede strakte Armene ud, for at tage imod sin Moder. Han syntes, Englen behøvede ikke at gøre mere end et Par Slag med Vingerne, saa var han oppe paa Bjerget.
