84
VORHERRE OG ST. PEDER.
Men da holdt Englen pludselig Vingerne helt stille, og hans Ansigt blev mørkt som Natten.
Thi nu rakte den gamle Kone Hænderne om bag Nakken og greb fat i Armene paa den, der hang om hendes Hals; og hun rev og sled, til det lykkedes hende at løsne Hændernes Tag, saa hun blev fri ogsaa for den sidste.
I samme Øjeblik sank Englen flere Favne ned, og det saa ud, som om han ikke havde Kræfter til at hæve Vingerne.
Han saa ned paa den gamle Kvinde med et dybt bedrøvet Blik; hans Greb om hendes Liv løsnedes som af sig selv, og han lod hende falde, som om hun var en altfor tung Byrde for ham, nu hun var alene.
Derpaa svang han sig med et eneste Vingeslag op i Paradiset.
Men St. Peder blev liggende længe paa samme Sted og hulkede, og Vorherre sad ganske stille ved Siden af ham.
„St. Peder,“ sagde Vorherre tilsidst, „aldrig havde jeg troet, du vilde græde saadan, naar du først var kommen til Paradis.“
Da løftede Guds gamle Tjener sit Hoved og svarede: „Hvad er dette for et Paradis! Jeg hører mine kærestes Jammerskrig og ser mine Medmenneskers Elendighed!“
Men Vorherres Aasyn formørkedes af den dybeste Sorg. „Er der noget, jeg hellere vilde, end skabe Jer alle et Paradis fuldt af idel Lys
