Side:Legender og Fortællinger.djvu/99

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

GAMLE AGNETE.

En gammel Kvinde gik op ad Bjergstien med smaa, trippende Skridt. Hun var lille og mager. Hendes Ansigt var blegt og vissent, men ikke haardt eller furet. Hun havde en lang Kaabe paa og Pibekappe. Bønnebog havde hun i Haanden og en Lavendelkvist i Lommetørklædet.

Hun havde en Hytte langt oppe paa Højfjeldet, hvor Trævæksten holdt op. Den laa lige ved Randen af den brede Gletcher, der sendte sin Isflod fra den sneklædte Bjergtop ned i Dalens Dyb. Der boede den gamle ganske alene. Alle de, der havde hørt hende til, var døde.

Det var Søndag, og hun havde været i Kirke. Men hvad det nu end kunde komme af, saa var hun ikke bleven glad men vemodig af den Kirkefærd. Præsten havde talt om Døden og de fordømte, og det havde grebet hende. Hun var pludselig kommen til at tænke paa, hvad hun i sin Barndom havde hørt fortælle, at mange fordømte pintes i den evige Kulde paa Bjerget lige over hendes Bolig. Hun kunde huske mange Sagn om disse