bringe en bedre Sundhedstilstand; men alle Bestræbelser i denne Retning forbleve frugteslöse. Man kom da paa den Tanke, om ikke Explorationsövelsernes mulige traumatiske Indvirkning kunde indeholde et Causalmoment, der maatte paaagtes; hvorfor man nægtede Optagelsen af alle fremmede Læger, og indskrænkede Adgangen for de indenlandske Studerende saa betydeligt, at kun 8 Studerende ad Gangen for 2—3 Maaneder erholdt Tilladelse til Övelser paa den store Mængde Födende. Dog, uagtet samtidigen hermed den anden Afdeling benyttedes til Underviisning for 30—40 Jordemödre, vedblev Mortalitetsforskjellen at være den samme; saa at Formodningen om Explorationernes mechaniske Irritation som differentielt Causalmoment maatte opgives.
I de förste 3 Maaneder af 1847 havde Lægeafdelingen: som sædvanlig maanedligen 30—40 Dödsfald paa omtrent 300 Födsler. Oftest havde Barselfeberen, uanseet om den fulgte paa lette eller besværlige Födsler, et overordentlig hurtigt Forlöb, saa at Döden endog mangen Gang indtraf inden 12 Timer efter Forlösningen; ofte bleve alt de Svangre i Anstalten för Födselen angrebne af Sygdommen; ja man har endog i nogle Tilfælde troet at maatte gribe til Kaisersnittet (?) som Middel derimod. Da var det, at Secundærlægen Dr. Semelweis, ledet af den Iagttagelse, at Uterus var Sygdommens constante Udgangspunkt, og at ved Obductionerne altid Endometritis og Lymphangitis viste sig som primær og Peritonitis som secundær Affection, faldt paa den Tanke, om ikke et eller andet skadeligt Stof var at paavise, der enten ved Explorationen eller paa anden Maade lod sig som Infectionsmiddel overföre fra een Patient til andre, hvilken Overförelse maaskee kunde lettes ved Livmoderens under Födselen forhöiede Disposition til Resorbtion af skadelige Stoffer. De medicinske Studerendes hyppige Beskjæftigelser med Obductioner bragte ham til at formode, at Barselfeberens Hyppighed muligviis kunde forklares ved Liigsmitte, og denne Formodning syntes ham at faae nogen Bekræftelse deels i de heftige Lymphekarbetændelser efter Saarinfectioner ved cadaveröse Stoffer, deels i den Omstændighed, at simple Vadskninger ikke pleie tilfulde at rense Obducenternes Hænder for saadanne Stoffer, efterdi de længe efter Vadskningen endnu beholde Lugten deraf. Paa Grund heraf anordnedes Vadskninger af Hænderne med fortyndet Svovlsyre eller Chlorvand for alle Stiftelsens Praktikanter efter Beskjæftigelsen med Liig og för Explorationen paa Födende; og tör man end ikke med Bestemthed udtale propter hoc, er idetmindste post hoc fölgende paafaldende Forandring indtraadt i Anstaltens sanitære Forhold. I Aarets 4 förste Maaneder talte man maanedligen 30—40 Döde. Mod Slutningen af Mai indförtes Vadskningerne, og fra samme Tid ophörte de ellers dagligen indtræffende Sygdomstilfælde. I Juni döde 3, i Juli samme Antal, og til Midten af August 2. Paa den Tid optoges et nyt Hold af Studerende; nogle af disse forsömte Vadskningerne, og ved Enden af August vare 12 Patienter döde. Efter en strengere Control med Hensyn til Vadskningerne ophörte Sygeligheden atter, saa at der til Slutningen af September kun forekom 3 Dödstilfælde. Men i Begyndelsen af October bleve Sygetilfældene atter hyppigere, hvilket man maaskee ikke med Urette tilskrev en med Moderkræft og stinkende Moderflod indkommen Födende, efter hvis Undersögelse man flere Gange med Tilsidesættelse af Chlorvadskningen var gaaet til at undersöge andre Patienter. I Löbet af Maaneden döde imidlertid 12 Barselkoner. I November
