LIV OG DØD
»Men det ligger jo til Familjen,« sagde han.
Amtmanden saa' atter ud som ved Amtsraadets Møder.
Han havde aldrig vidst, at netop Kyskhed laa til den Familje.
De to Embedsmænd skiltes paa et Hjørne. Amtmanden gik hjem til Amtmandinden.
Amtmandinden var bestandig i sort Silke fra det Nu, hvor Raadhusuret viste 12. Man kunde i hendes Stilling dog virkelig altid vente Besøg.
Amtmandens Ansigt var bedækket af en let Sved. Han kom ofte ligesom en Smule ud af sine Folder, naar han havde talt i længere Tid med Kammerherren.
»Viggo,« sagde Amtmandinden, »jeg forstaar Dig ikke. Hele Tingen er, at det er en raa Person.«
Amtmandinden glattede over et af de filerede Stykker paa Bordtæppet — der var hos Amtmandens et Utal af filerede Stykker og Visitkortskaale —:
»I Kjøbenhavn, min Ven, vilde han simpelthen ikke blive taalt.«
Amtmandinden var Kjøbenhavnerinde og Datter af en General.
Det ringede.
93
