LIV OG DØD
»Wie eine Priesterinn,« sagde han, »wie eine Priesterinn.«
Majoren glemte rent at se paa alle de andre »niedliche Gesichter«.
Majoren stolpede af, mens han var falden i Tanker. Majoren virkelig tænkte.
»Aber, Freund,« sagde han, og han standsede igen:
»Es geschieht ja immer.«
Majoren sagde ikke, hvad det var der skete — altid.
Frøken Adelheid gik hen ad Landevejen, og Menneskene, hun mødte, hilste hun som den, der giver en Almisse uden selv at vide, hvilken Mønt hun giver.
Den unge Hvide red forbi.
Og da han var borte, saa' Frøken Adelheid pludselig for sig hans ranke og skønne Skikkelse, som en Staalfjeder rettet paa Blodshestens Ryg.
»Hvor han er køn,« tænkte Adelheid; og hun drev ind over Markerne, hvor Vintersæden stod strunk og grøn og saa levende. Der var en egen Duft af Muld og af Spirer og af den stræbende Rug.
Frøken Adelheid bøjede sig og plukkede et Bundt af de halvt udvoksede Rug-Planter.
Hun havde altid elsket det stærke Grønne.
104
