HERMAN BANG
Hun gik ned imod en Bænk med Rug-Buketten i sin Haand. Foran hende laa Marker og Fjord i Lys.
Hun sad der længe, under den høje Himmel.
Hun glemte sine Rug-Planter, da hun rejste sig og gik videre hjemad.
Pludselig lød en Stemme i hendes Øre:
»Frøkenen har glemt Deres Blomster.«
Det var Skriveren, Hr. Hansen, der stod bag hende med Rugplanterne i sin Haand. Hans Lød var rød og hvid i et Ansigt, der skælvede let.
»Jeg? ... Tak.«
Frøken Adelheid rakte sin Haand ud efter de stærke Straa og lod fem eller seks blive tilbage i Hr. Hansens nøgne Hænder.
»Tak,« sagde hun igjen.
Og hun gik.
De fire Gamle var ved deres Whist.
»Kørbitz, det er Dem.«
Stum og hastigt slap Frøken von Kørbitz Kortet. Det var om muligt — usikkert af hvilken Grund — som om Frøken von Kørbitz var bleven endnu døvere i de allersidste Dage.
De fire spillede videre i Skæret af Lysene,
105
