LIV OG DØD
der hang just over Fodenden af Hendes Naades gamle Leje, lignede et stort og uhyggeligt Øje, der netop var bristet.
Hendes Naade stod op. Hun klædte sig paa selv, og i Halvmørket famlede hun efter den vante Stok.
I de store Stuer var der lysere, Morgenen var ved helt at bryde frem. Støttet til sin Stok gik Naaden rundt fra Stue til Stue; alle Døre lod hun, hvileløs, staa aabne.
Uhrene blandede, gennem det hele Hus, deres langmodige Dikken.
Naaden gik videre — op ad Trappen, frem langs Gangen, ind overalt.
I den store Sal brændte Kronernes Lys endnu. De havde vel glemt at slukke dem. De sidste Tander blaffede og sluktes gult mod den fulde Dag, der kom.
Naaden saa' det ikke. Hendes Naade gik videre.
I disse Stuer havde hun ikke været i Aar og Dag; i Aar og Dag ikke paa disse Trapper. Men hun gik videre. Over Gaarden, hen til Husets lille Port, som hun aabnede med en Haand, som Kulden havde gjort blaahvid, som Haanden paa et Lig.
Bag den aabnede Dør traadte hun frem i Haven, og pludselig blev hun staaende.
119
