Side:Liv og Død.djvu/71

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

LIV OG DØD

i sin Haand, rank med løftet Hovede, mest som gik hun efter en hastig Takt.

Hofjægermesteren var kommen ind.

Han gik rødblussende om og klinkede — Hofjægermesteren gik bestandig med en ganske særegen Gang, som var han altid iført høje langskaftede Støvler —:

»Naa,« blev han ved med at sige, »de er jo gale — men naar de morer sig...«

De tre Svenskere havde faaet tre Piger klemt inde i en Krog, hvor de under Konversationen fremhævede deres skaanske og rigelige Mandlighed ved maleriske og noget udfordrende Stillinger.

Hofjægermesteren var standset i en anden Krog, han stod og saa efter sin Datter, mens Øjnene lyste paa ham:

»Ja,« sagde han saa, — han maatte sige noget, og den nærmeste var en gammel Husmand — »hun er s'gu bleven stor.«

Husmanden var Per Eriksen.

»Ja,« sagde han langsomt, »Frøkenen er jo ligesom blevet udvokset.«

Per Eriksen var den ældste Husmand. Hans Temperament var Bedrøvelse, og han huskede alle Ulykker paa Godset fra 70 Aar tilbage — lige siden den Tid, da Hofjægermesterens Tante hængte sig paa Kakkelovnsrøret.


53