HERMAN BANG
»Ja, det var de Tider,« sagde Per Eriksen, hver Gang han igen havde fortalt om Røret og om Tanten.
Der er tyve Par paa Gulvet, de suste om hinanden:
»Hurtigt, hurtigt,« sagde Alice.
Og Feddersen slog i Tangenterne.
Hun stod mellem Vinduerne ved Siden af Berner:
»Se nu,« sagde hun, »nu er der Fest.«
Støjen steg, og Lyden af de Dansendes Trin hen over Egetræs-Gulvet gled bort i Latter og Tale.
Løjtnant Georg, der rørte hvert Kvindekøn under de fyrre, svedte tæt under sin Repræsentationspligt:
»Men hvor er Godsforvalteren?« sagde Alice.
Godsforvalterens var glemt. Hansen blev afsendt for at hente Familjen.
»Men de er Gud Herren hjælpe mig i Seng,« sagde Hofjægermesteren.
»Saa maa de op,« sagde Alice, og hun lo:
»I Nat skal alle være vaagne.«
Staaende ved Siden af Berner saa hun ud over de Dansende, i Broncekronernes Skær var det som et hastigt Mylr. I Krogene drak Husmændene stille Portvin, som om det var Smaasnapse.
54
