101
❧ OBOLEN
en Vinternat — Doktorens attiske Kameer — og dér længst nede den med Oldingen, der løfter Foden op i Karons Bådstavn og med skælvende Hånd rækker Færgemanden sin sidste Obol, mens Hermes Psykopompos står ventende rank og alvorlig med Vingestaven over Skuldren bag de to.
Han trådte langsomt et Skridt fremad, med den våde Hat sænket i Hånden, med Blikket fæstet på Kameens svagt udskårne, hvide Flade.
„Min Herre —“
Han vendte sig om og så ind i Doktorens hvælvede Briller med de smilende Pupiller, Piben holdt Distriktslægen gyngende i Hånden, mens lidt blånende Røg sivede ned gennem det gråsprængte Skæg, der struttede ud om de vejrbidte Kinder.
„Kolleger — ikke sandt?“ han rakte en bred, brun Hånd frem.
„Jo, Doktor Carlsen — mit Navn er Bache, Læge på Læsø“.
„Læsø — så—å,“ Doktoren stoppede Piben med sin Tommelfinger, „så er De jo kommet langvejs fra“.
„Ja —“ Bache trykkede Foden ned i Gulvtæppet, „jeg er — og — men —“ han så op, „jeg er også kommet i et særligt Ærinde.“
„Så? nå ja værsgo' sid ned, så kan vi bedre —“
„Ja — men — jeg skal hilse Dem fra Deres Ven, Candidatus philosophiæ Niels Holm,“ han flyttede ikke sine Øjne fra de runde Briller, hans Stemme betonede dvælende langsomt.
„Min — hvad?“ Piben slap forbavset ud af Carlsens Mund, som blev stående åben i Skægget, mens Røgen strømmede ud som Kilden af et Løvegab.
