Side:Luftslotte.djvu/106

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

103

❧ OBOLEN

uden for Byrum — han,“ han skiftede Stilling, hans magre Fingre famlede nervøst ved Stolearmens Perlekvaster, idet Øjnene flakkede over Tæppet, „ja, det var underligt nok, han havde dog aflagt Besøg hos min Hustru og mig, da vi kom til Øen, men — nej, tiltalende var han ikke — kejtet og — ja, jeg véd ikke, hvori det lå — men — mer end — Medlidenhed kunde vi ikke fatte for ham og — vi var så nylig blevet gift, og vi var glade for hinanden og — og så — så bad vi ham ikke om at komme igen; skønt jeg,“ der foer en hed Rødme hen over den smalle Pande, Hovedet dukkedes dybere, „skønt jeg må tilstå, jeg forstod, at han — gærne vilde komme til os — — men så — så blev jeg altså hentet derud — og så var det, han bad — da jeg sagde ham, at han skulde dø — om jeg vilde bringe Dem, Læge Carlsen i Ho, hans sidste Hilsen — han nævnede Deres Navn, meget nøjagtigt, og angav mig Rejsen herop, han sagde, de havde kendt hinanden i Rusårene — og jeg måtte endelig hilse og takke ­— jeg så, det var ham meget magtpåliggende — i høj Grad, han blev ved med at bede derom og — ja, oprigtig talt,“ Fingrene knugede Kvasterne, „jeg — jeg fortrød min — vor Uvenlighed — jeg vidste jo, hvor ensomt Mennesket var — —“

Carlsen rørte sig ikke, men inde fra Stuen lød Barnets bortløbende Skridt og glade Råb og Moderens muntre Tyssen — Bache foer sammen og vendte Ansigtet mod Vinduet, Carlsen så det, lagde Piben fra sig og støttede sin Hånd mod hans Knæ:

„Hør nu, Læge Bache, jeg sværger Dem til, jeg er uskyldig, bebrejd mig intet, jeg er så uvidende om den Mand, De dér nævner, som Barnet, der leger derinde