BARN JESUS ❧
126
BARN JESUS
azarets Børn legede oppe på den åbne Højde
over Byen.
Fjældvæggen stod brat og stejl over deres Hovedet, og ved deres Fødder faldt den lodret ned i Dybet. Men på den brede Terrasse var der herlig Plads og fuldt af store, grå Stene med lodne Moshætter ned over de furede Ansigter; og røde Valmuer, der nejede i Blæsten; Egebuske og gule Myrter krøb mellem Blokkene.
Her var de uforstyrrede, her kunde ingen se dem — Nazarets flade Tage gemtes der nede bag Fjældets Fremspring, kun et Hjørne af Synagogen skimtedes. Her kom ingen gammel, muggen Rabbi og skelede gnavent og skændte på dem. Stien var stejl og bugtede sig gennem tornet Kapers- og Oleanderkrat.
Kun Fuglene kunde komme herop, på hastige Besøg, smuttende op og ned fra deres Reder i Klippespalterne med lange, gule Strå i Næbet. Den gamle Bjærgask raslede på Skrænten og oppe over Fjældets kløftede, kalkhvide Tinde løftede sig den blændende høje, svimlende blå Himmel.
Men dybt, dybt nede lå Jizreels milevide Slette — her oppe fra så den ud som et vældigt, grønt Fløjelstæppe, hvorover Fåreflokkenes bittesmå, hvide Pletter langsomt bevægede sig. Gennem den grønne Ensomhed tindrede Kisons Sølvåre mellem sine lave Hegn af Siv og Pile ud imod Vest, hvor en solbelyst Stribe blånede frem til højre for Karmels tvedelte Toppe. Det var Havet, som lå derude og åndede sin Friskhed ind over Sletten.
