127
❧ BARN JESUS
Jo, her var godt heroppe, især en Dag, når det var så klart et Solskin og så lun en Blæst.
De løb jublende omkring, springende over Stenene og gemmende sig bag dem; de krøllede Hoveder dukkede op alle Vegne — som store, nikkende Blomster — de pilede efter hverandre, greb fat i de korte Kitoners løse Rygge og lo hinanden ind i de friske, blussende Ansigter. Deres Stemmer kvidrede omkap med Fuglene, deres Latter sprudlede som vævre Kildespring — som var det alvorsfulde Fjæld blevet levende, havde åbnet sin strænge Mur og sendt sine spøgefulde Børn ud i Dagens Sollys.
Lidt fra de andre, krøben op på en stor Sten, sad Jesus med det langtlokkede Hoved støttet i den ene Hånd og den anden gravende i det tykke, gyldentstænkede Mos. Hans klare Øjne svævede ud over det dejlige Land dernede.
Fjærnt ovre skinnede Husene i Endor og Nain som hvide Muslingeskaller, skyllet op af det grønne Hav ved Foden af Lille Hermons sorte Basaltklippe. Og som på Øer i Havet lå Landsbyer med glimtende Tage helt ud i Horizonten, hvor Sichems Bjærges hvide Takker skimtedes mod det blånende Himmeldyb. Nede i Sydost tronede Gilboas tunge, blå Stenkuppel.
Svalerne kresede omkring ham, og Børnene støjede, men han hørte det ikke — han var langt, langt borte. Han mærkede heller ikke, at Børnene havde standset deres Leg og i ivrig Klynge samlet sig om den store Sten derhenne.
Der oppe sad den eneste Pige, der var imellem dem, den lille Mirjam med de altid leende Øjne og det brusende, sorte Hår. Hun trykkede Hagen mod sin lille,
