BARN JESUS ❧
132
blomstrød omkring hendes gnistrende sorte Lokker — men — —
„Johannes“, Jesus vendte sig om imod ham, „se —“
Johannes hoppede ned ved Siden af ham, standsede et Øjeblik — så foer han løs på Klyngen, skubbede en Dreng til Side og stod foran Mirjam.
„Men vi — vi —“ råbte han.
„I —“ Mirjam lod Kransen synke; hun så ned i sit Skød — dér lå kun den nøgne, tornede Gren — hun så igen op på Johannes' mørke, spørgende Ansigt, så bøjede hun sig bag over og brast i Latter, en høj, trilrende Latter, idet hun slog ud med Hænderne, „ha, ha, ha — vi har ikke fler — vi har brugt dem allesammen! I får ingen!“
Drengene stirrede på hverandre, betuttede, men da de så Mirjam le, lo også de, dansede omkring og lo — stærkere og stærkere, alt som Latteren smittede:
„I får ingen! I får ingen!“
Johannes blev blodrød helt op under Håret, Åren svulmede på hans høje Pande — med et hæst Skrig foer han ind på dem, slående til højre og venstre med knyttet Næve.
Drengene fløj fra hverandre, Mirjam skreg og sprang op på Stenen, hun slog Skørterne sammen om sig og hoppede af Angst.
Men nu stimlede Drengene sammen om Johannes, deres Ansigter flammede af Vrede.
„Hvad, hvad — slår du? — så skal da —“
Og Næveslag haglede ned — i vild Klynge tumlede de ud og ind mellem Stenene, faldt over dem og kom på Benene igen.
