Side:Luftslotte.djvu/139

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

JAIRI DATTER ❧

135

Den bød, så der blev stille, kun lave Stemmer knurrede, så skrabede Fødder i forvirret Opbrud, og alt blev tyst.

Forhænget gled til Side, og Jesus stod på Tærsklen i sin hvide Kjortel.

„Herre!“

Hun var sunket ned på Knæ med udstrakte Arme, hun stirrede på ham med brændende Øjne:

„Herre — min Datter er død.“

Jesus' Øjne søgte hastigt hen til Lejet, hvor den unge Jomfru lå sammenbøjet.

„Jeg véd det,“ svarede han sagte og løftede Blikket op mod de høje, skinnende Stjærner. Nattevinden legede med hans lange Klædning.

„Kvinde, tror du, jeg kan frelse din Datter?“

„Ja, Herre, jeg tror det, jeg véd det.“

„Du véd det? Men hun er jo død.“

„Ja, Herre, men hun er altfor ung — og du, som er retfærdig, du må — —“

„Å Kvinde —“ hans Ansigt fortrak sig, han så ned på hende, „retfærdig — — men om jeg nu frelste hende — hvad så de andre Mødre — hvad de?“

Der dukkede en Angst op i hendes Øjne, hun kom til at ryste over hele Legemet.

„De andre Mødre, Herre?“

„Ja, de andre Mødre, som også mister Børn — men lever i andre Tider. Kvinde, altid vil der være Børn. som dør, og Mødre, som græder — — men jeg — skal snart ikke mere være på Jorden.“

Hun greb frem for sig, så skreg hun:

„Herre, frels mit Barn! frels mit Barn! frels — —“

Jesus bøjede sig og greb fast om hendes Håndled,