Side:Luftslotte.djvu/140

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

137

❧ JAIRI DATTER

hans Øjne søgte dybt ind i hendes:

„Og frelser jeg dit Barn, hvad vil da Fremtidens Mødre håbe?“

„Nej, Herre, det vil de ikke håbe, det kan de ikke håbe!“

Kan ikke håbe? Kaldte du mig ikke retfærdig?”

Hun græd i vild Fortvivlelse.

„Vil du være lykkelig, så at de skal skuffes? Kvinde, er jeg retfærdig?”

Hun svarede ikke, hun lå krøbet helt ind til ham.

Sagte spurgte han:

„Kvinde, skal jeg frelse dit Barn?“

„Herre, gå! gå!“

„Du Moder!“

Hun mærkede et hæftigt Kys på sin Pande, hun famlede efter hans Hånd, men greb i den tomme Luft — han var gledet bort som en Skygge.

Hun kom op og fik Støtte mod Indgangsdørens Pille, hun pressede sine Kinder mod dens kolde Sten.

Ude i Gården suste de høje Palmer, længere borte lød Genezaret Søens Plasken.

Pludselig luede Ild op i Natten, brandrødt i Mørket, Blus på Blus sprang frem, ilende fremad i flammende Hast — et jublende Kor faldt ind, Pauker slog, og Harper klang — de førte en ung Brud til hendes Brudgoms Hjem.

Hun rev Forhænget til, så Ringene skurrede, og fik Lugen skudt i for Stjærnerne.

Så sank hun sammen over Rachels Lig.