DEN RIGE YNGLING ❧
140
hviskede ham i Øret. Anemonekransen havde hun bundet ham om Panden.
Så gik Jesus.
Men alt som han kom frem, blev hans Gang langsommere og langsommere, tilsidst standsede han helt, med Hænderne støttet på den vinrankegroede Klippevold, der løb langs Stien som en Brystning over det svimlende Dyb.
Ubevægelig blev han stående og stirrede ned over den lyseblå Sø, hvor en Vrimmel af hvide Sejl fløj hen med glitrende Kølvandsfurer. Hinsides bugtede Bjærgene deres høje Linjer mod Himlens Azur, vilde og nøgne, men funklende under Solskinnet i lillablå og rosenrøde Farver og med en Bræm af glødende Oleandrer langs Vandets purpurne Spejling,
Hvor Bjærgene veg, lyste Byerne frem mellem mørke Palme- og Morbærlunde: Gamala, Gergesa, Betsaida.
Højt oppe i Nord smæltede Hermons Snekuppel bort i Luftens Blå, og imod Syd, hvor Forbjærg svømmede bag Forbjærg, løb Jordan ud af sin Klippeport.
Ude over Søen svævede en sølvvinget Fiskehejre.
Men Jesu Øjne fyldtes med Tårer, og Disciplene stod bedrøvet tavse.
Da trådte Simon frem, hans Blik søgte Jesu:
„Herre, hvorfor sørger du?“
Jesus svarede ikke, men hans Hånd rystede på Muren.
„Vi er jo dog med dig,“
„Ak, Simon — I —“ Jesus så sørgmodigt smilende på deres fattige Flok.
Simons Kinder blev røde.
