DEN FØRSTE STEN ❧
142
Oppe i Solskinnet stod han, høj og ungdommelig slank i sin hvide, folderige Kiton. Hans vinrøde Hår glødede gyldent i det stærke Lys, Kitonens Opslag legede som store, hvide Vinger om hans Skuldre. Den højre Hånd løftedes indpræntende.
Bag ved, inde i Tempelgangens kølige Skygge, stod hans Disciple med Hænderne støttet på de lange Stave eller lænet mod Pillerne, med sænkede Hoveder lyttende til, hvad deres Herre talte til de unge. Længere inde tabte Søjlerækkerne sig i Templets hemmelighedsfulde Mørke, hvorfra der endnu åndede fugtig Nat.
Men bag ved Børnene strakte Trapperne sig ned i Hedningernes åbne Forgård med det brogede Flisegulv, og op gennem den yderste søjlegang summede den fjærne Larm af den store By, som vågnede til Passahfesten.
Til højre mellem Pillerne skimtedes Oliebjærgets skovgrønne Skrænter med solgnistrende Havemure. Solen bagte allerede hedt derude, men herinde var køligt og svalt.
Et Par hvide Duer fløj med baskende Vingeslag under Cederloftets forgyldte Felter; langt inde i Helligdommens Søjleskov lød Tempelbrøndenes klare, stadige Rislen, og ovre fra Leviternes Kamre hørtes et Par gamle Præsters samtalende Stemmer.
Jesus fulgte med Øjnene de kresende Duer; lys og klingende tonede hans Stemme gennem den årle Stilhed.
Det var om Passahfesten, han talte — om den lykkelige Fest, der fejredes, når Regntidens mørke Dage var omme — og om Våren, som nu vågnede der ude i Landet under Jerusalems høje Ringmure, om Skovene hist ovre på Oliebjærget, hvor Fuglesangene jub-
