Side:Luftslotte.djvu/146

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

143

❧ DEN FØRSTE STEN

lede fra Morgen til Aften, om Blomsterskarernes purpurne Mylder i Josafats Dal, og om Hvedestråenes grønne Tæppe over Jerikos sorte, pløjede Marker — om al det unge, voxende Liv i Vårens forjættelsesrige Tider.

Og han sagde de lyttende unge, at de var som Våren, rige på Løfter om kommende Somre for hele Palæstinas Land. Og han priste dem salige, fordi de var rene som Blomsterne ved Kedrons Bæk.

„Salige, salige er I, jordens Salt vil jeg kalde Eder, ti I er Livets opholdende Kraft. Verdens sande Herrer er I i Eders Uskylds hvide Klædebon, ti I er rene for Gud. Men vogter Eder for Syndens Besmittelse.“

Jesus tav og trak Vejret langt, et Øjeblik dvælede hans Øjne på den høje Forårshimmel, som blændende blå svævede over Kollonadernes hvide Marmorrækker.

Så så han ned på de unge, hvis Åsyn blussede af ivrig Stolthed og Glæde, og der lyste et lykkeligt Smil over hans magre Ansigt.

Det var ham, mens han således stod og så på disse skære Pander, disse klare Øjne og rene Munde, som fornam han den Sæd gro, han havde sået — som anede han en anden og lykkeligere Slægt her i Israels Land, en Slægt, som den han havde drømt i sine stolteste Stunder, rank og god, lutret for Adams gamle Brøde og derfor ejende åbne Hænder og Hjærter fulde af Kærlighed, en Slægt, der var retfærdig og vis, fordi dens Tanker var rene og frie for Synd.

Børnene rørte sig ikke, men smilte til ham, som ventede de mere, de gamle Leviters Stemmer tabte sig i det fjærne. Tempelbrøndene rislede.