Side:Luftslotte.djvu/147

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

DEN FØRSTE STEN ❧

144

Men da pludselig blev Morgenstilheden brudt af højrøstet Larm, af hæftige Stemmer, der skreg op mod hverandre, af hastende Fødder og Udbrud af Latter og Harme.

Larmen kom nede fra Ofel og steg som en Bølge op ad Trapperne til Hedningernes Forgård.

De unge vendte sig nysgærrige og ængstelige, Jesus kom et Skridt frem, mens hans Disciple hurtigt samlede sig om ham. Simons sammenløbende, brune Bryn løftede sig spejdende, han knugede Hånden fastere om den tunge Stav.

Nu dukkede Hoveder op over Trappen, og Bølgen væltede ind over Forgården. I et Nu var den store Hal fyldt af en broget Menneskesværm, som trængtes og brødes for at komme frem, mens Larmen genlød under de høje, mørke Cederlofter — Templets højtidsfulde Ro var med ét Slag brudt.

Forrest i Mængden trængte to Farisæere sig frem, i deres Hastværk snublende over deres lange Kjortler, slæbende en Kvinde imellem sig.

Den ene Farisæer var høj og mager, hans folderige Kåbe flagrede om ham, en Turban var snæret stramt om hans gule Pande, hvorunder to sorte, vilde Øjne flammede frem, hans skægløse Mund stod åben for hans hvide Tænder, og hans knoklede Hånd holdt fast om Kvindens ene Arm; den anden klemte hans Fælle, der var lille og fed, med sorte, stikkende Øjne under Brynenes Fedtpuder og fugtig, fyldig Mund, i sin korte, tykke Næve.

I hastigt Løb slæbte de Kvinden frem foran Trappen; dér sank hun sammen, som bevidstløs. Der sås intet andet af hende end det lange, sorte Hår og de