Side:Luftslotte.djvu/148

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

145

❧ DEN FØRSTE STEN

hvide, nøgne Arme. Bagved trængtes Mængden, nu ganske stille, grådigt lyttende.

„Mester“, udbrød den høje Farisæer med skingrende Stemme og trådte et Skridt op ad Trappen, idet han slæbte Kvinden med, „hvad skal vi gøre med denne Kvinde? Vi greb hende i denne Time i åbenlys Hor, bolende med sin Elsker i sin Husbonds Kammer, på sit Ægteskabs-Leje — Mester, hvad skal vi gøre med hende? Vi bragte hende hid, for at din Retfærdighed skal fælde hendes Dom.“

Han fæstede sit hadefulde, fanatiske Blik på Jesus.

Jesus var veget et Fjed tilbage, hans Hænder pressede sig mod Pillens kolde Sten — der blæste som en stinkende Vind op imod ham, der slog som en Bølge af Smuds mod Marmortrappens rene Trin. Angstfuldt søgte hans Øjne Børnene, som rædselsslagne var tyet op mellem hans Disciple.

Men nede foran Trappen lå Kvinden bøjet på det grønne Mosaikgulv, hyllet i sit lange, tætte Hår, fra hvis vilde, sorte Manke der steg en hed, tung Duft af Moskus og Myrra — et skønt, vildt Dyr, fanget i kløgtige Menneskers Snare.

Jesus så hende, og han så de to Farisæere, den højes asketiske, blodtørstige Ansigt, og den fedes Hånd, der vellystig klemte om Synderindens fyldige, bløde Arm.

Hans Blik gled videre ud over Mængden, som trængtes bagved, Hoved ved Hoved, og han så dem alle — Oldinges Skaldepander, ludede fremad med griske Blikke og med magre Hænder famlende i det store, grå Skæg, Mænd med opbragte, ængstede Husbondsansigter, Ynglinge med rødmende Pander og Jomfruer med