Side:Luftslotte.djvu/149

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

DEN FØRSTE STEN ❧

146

blussende Kinder og forvirrede Øjne — han så de gamles afmægtige Begær, og de lønlige, forskræmte Blikke, de unge vexlede.

Der var blevet ganske stille, Solen skinnede, og i Templets dybe Tavshed hørtes kun Mængdens hastige Åndedræt og de skræmte Duers Vingeslag. Moskusduften svømmede i den ophedede Luft. Ovre fra Oliebjærget lød et Æsels vrede Vrinsken og fjærne Stemmer.

Jesus var gledet ned ved Søjlens Fod, han sad bøjet fremad og tegnede med sitrende Finger i Flisens Støv, hans Skuldre rystede som i Gråd.

Den tykke Farisæers Mund fortrak sig til et tvært og hånligt Grin, han klemte fastere om Synderindens Arm, men den høje, der et Øjeblik var blevet lammet af Stilheden, foer nu atter op og udbrød med sin skingre Stemme:

„Mester, Mester, så svar os nu — hvad skal vi gøre med hende? svar! vi kender Moseloven, skal det gå hende efter den?“

„Ja! ja!“ skreg Mængden og trængte atter på, Eder og Råb hørtes, Næver fægtede, og Fødder snublede, „Moseloven! Moseloven! sten hende! sten hende!“

Jesus hævede sit blege Ansigt, det var fortrukket som i den højeste Pine; hastigt og sagte, men hørligt for alle, mumlede han:

„Den, som er ren, kaste den første Sten."

Og atter dukkede han Hovedet og skrev i Støvet.

„Den, som —“

Farisæeren veg et Skridt tilbage, hans gullige Ansigt blev gusten-gråt; pludselig vendte han sig om og brød med et hæst Skrig bort gennem Mængden.