DEN FØRSTE STEN ❧
148
Men foran Trappen stod hun, som kastede Stenen, rank og lille, i sin fodside, hvide Kjortel, med endnu en tung, grå Sten presset op mod det lave Bryst, holdende anstrængt på den med de spæde, udspilede Fingre og de tynde, hvide Arme.
Hendes Mund skælvede, men klare og stolte hvilede hendes Øjne på Jesus, femten-års-rank knejste hendes Jomfrunakke. Under Kjortelsømmen stødte en lille, sandalprydet Fod til hendes syndefulde Søsters Lig.
„Jeg, Herre, kastede Stenen — jeg var ren.“
Jesus stirrede på hende — han kendte hende, hun havde siddet øverst på Trappen, da han talte til dem om Vårens Uskyld og rige Forjættelser.
❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧
SAMARITANEN
om der kun én — hvorfor kom der ikke flere?“
„Herre, tilgiv dem, de gik til Livet — det biede dem alle.“
„Og du?“
„Mig biede intet, Herre — derfor kunde jeg komme og bede.“
„Bede? jeg troede, du vilde takke.”
„Nej, Herre, bede.“
„Og bede om hvad?“
„Herre gør mig atter spedalsk."
„Jeg fatter dig ikke.“
„Herre de andre løb til Livet, jeg løb med — Herre, da de andre kom på Pladserne, løb andre dem med åbne Arme i Møde — mig, Samaritanen, ingen — så kom jeg tilbage.“
