151
❧ HIMMELSYNET
HIMMELSYNET
ed de foldede Arme knuget tæt om Brystet
stod Nikodemus på det sort- og hvidtærnede
Tavlegulv i det snævre Rum i sin slæbende
Farisæerkåbe, stirrende ubevægelig ned for sig. Larmen fra
Folket derude kogte som et Hav i urolig, tungt
truende Svulmen, men skarp og skingrende dæmmede
en enlig Stemme for Bruset:
„Jeg finder ingen Skyld hos dette Menneske, jeg fatter ikke, hvorfor I kalder ham en Misdæder. Men som I vil — på Påskedagen gives Eder en Fange fri — så vælg I da selv: Jesus eller Barrabas?“
I samme Nu brasede Larmen løs, løssluppen — Nikodemus kastede sig frem imod den, som ud i en fremvæltende Bølge, og dens Brus fyldte hele det høje, trange Rum med sin Vildskabs Hvirvel:
„Korsfæst ham, korsfæst ham — men giv os Barrabas fri, Barrabas fri!“
Purpurforhængets svære, glorøde Folder, hvor Loftshvælvingens Gittervindue strålede, henkastet i den gyldne Morgensol, rystede under Råbet. Nikodemus' langtfremstrakte Ansigt sitrede med spændte Næsebor og gispende Mund.
„Ja, ja“, stammede han, mens de magre Hænder famlede over Brystdugens Broderi, „ja, ja — Barrabas, Barrabas fri —“
„Barrabas, Barrabas, giv os Barrabas fri — korsfæst ham, korsfæst ham — Jesus!“
En hvid Hånd stak frem bag Purpurtæppets Guldbræm, og Folderne hastede i urolige Bølgeil op mod den solbelyste Cedertræsstang, hvis Ringe blinkende
