HIMMELSYNET ❧
152
gled til Side — en lavstammet, bredskuldret Mand, svøbt i en mørkfarvet Toga med Kvasterne slynget langt bag over Skuldrene, steg frem under den nedbugnende Purpurfold — et Øjeblik sås under Guldbræmmen et hvidblændende Marmorbrystværn og mellem dets lave Piller et Hav af vuggende Turbanhoveder, bølgende op og ned, funklende i alle Regnbuens Farver, og derover, høj og hvid mod det forårsrene Himmelblå, en linklædt Ryg og et sænket, langhåret Hoved med en Tornekrans' bonetbrune Pigge i solflammet, strittende Glorie — så gyngede Forhænget tungt tilbage med den tremmetegnede Solrude skvulpende gyldent af Sted gennem det hede Røde.
Råbet tabte sig i Forvirring derude, og atter mumlede det kogende Brus.
Pilatus stod foran Nikodemus, firskåren, svær, med de spotske, sortbrune Øjne i hans flakkende, mørke.
„Nå, Farisæer —“ han holdt stadig den ene Hånd i Forhængets vigende Fold, „hører du dit Folks Valg — du frigjorte Mand, som ikke ængstes for at betræde Romerhedningens Hal, trods du skal æde Påske, glædes dit Hjærte ikke for Folkets Røst?“
Nikodemus' flakkende Øjne fæstede sig i hans som tvende, blødende Tårer, Hænderne famlede stadig over Brystlinet, slippende og foldende sig i Feberhast.
„Jøde, Jøde“, Pilatus løftede Pegefingren, „hører du, dit Folk befrier Røveren, men korsfæster sin Frelser?“
„Sin Frelser —“ Nikodemus kastede sig tilbage i Hofterne, han slog Hænderne for Panden, „sin Frelser siger du! — — sin fuldstændige Udrydder, sin største, sidste, afgørende Drabsmand blandt alle sin mørke Histories frygtelige Række Drabsmænd — ham kalder
