Side:Luftslotte.djvu/156

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

153

❧ HIMMELSYNET

du Frelser, ham! Romer, Romer, kendte du Jødernes Folk — —“

„Nu, nu“, Pilatus' Bryn foldede sig op under den fede Pandes sorte Krøl, „tit har min Forstand stået stille over for jer, I Verdens ubegribeligste Folk, men sandelig om ikke nu —“

„Ja, ja, stået stille —“ Nikodemus rev Hænderne fra Ansigtet og trådte Pilatus et Skridt nærmere med alle Furer sitrende som adsplittede om de glødende Øjne, „stået stille har din Forstand, din trygge, kolde Romerforstand, som den nu står stille — Romer, Romer, hørte jeg dig ikke nys“, han strakte den skælvende Arm ud mod Tæppet og det dirrende Gittervindue, „derude spørge ham, som jeg — elsker, elsker — — spørge ham på hans Ord til dig, de Ord, der ubarmhjærtig lukkede op lige ind til Sandhedens Gru: „Sandhed, ja hvad er vel Sandhed?“ — tror du ikke, jeg hørte din rolig-spotske Stemme, kolde, kolde Romer? du, som æder og drikker og gør Dagens Gerning, og som ingen Sandhed tror på, for hvem ingen Sandhed i Kød og Blod er til, ingen absolut, livsafgørende Sandhed, hører du: livsafgørende Sandhed — kolde, kolde Romer, når så du eller dit Folk Sandhedens Himmelsyn, Himmelsynet, som —“

„Ej, ej“, Pilatus løftede den ringglimtende Hånd, hans fyldige Mund fortrak sig til et muntert Smil, „men nu I årvågne — sagde du ikke selv, at hans Ord åbnede for Sandheden, hvi forkaster I da Sandheden og vælger Løgnen? Jøde, gæt mig en Gang den Gåde.“

„Hvorfor vi, hvorfor — — Romer, Romer, hørte du det da ikke? véd du det da ikke? vi er de pest-