HIMMELSYNET ❧
154
slagne, de af Sandhed besatte, det Folk, der dør af Sandheden, Himmelsynet, der dræber — fatter du det, du som ikke fatter, hvad Sandhed er? Kendte du vore Krønikers Bøger, du vilde se det: Profet efter Profet, Sandhed efter Sandhed — og Drab efter Drab — ja, han derude, han den sidste, den frygteligste, råbte det til os: „I er det Folk, som ihjelslår Profeter!“ ja ja, ti vi er det Folk, som vil leve, men bærer Sandheds dræbende Sot i vort Bryst. Ser du det ikke: Undergang på Undergang i vort Folk til vi nu står her på Afgrundens yderste Bred! — men leve vil vi, leve og bestå så godt som alle andre Jordens Folk — og derfor: hid med dit Romersværd at bortskære Sandheds Kræftsår, at vi atter kan drage Jordens Ånde! Fatter du det ikke: vi Herrens Folk, vi Guds udkårne Folk, vi er det selvudryddende, selvfrelsende Folk! og derfor, derfor: korsfæst ham, Jesus, Sandheden, og giv os ham, Barrabas, Løgnen fri!“
„Korsfæst ham, korsfæst — men Barrabas, giv os Barrabas fri!“
Råbet stormede ind bag Purpurtæppet, fyldende Marmorrummet med sin Tuden, voxende i tænderskærende Had, i hylende, luftsnappende Raseri.
„Hører du, hører du“, Nikodemus løftede besværgende Armen, „sluk Himmelsynet, sluk Himmelsynet og frels os — hører du, det er et Folk, besat af Undergangens Rædsel, der råber på sin Frelse! Romer, Romer, fri os, frels os!“
Pilatus stod ubevægelig med knyttede Hænder og lyttede til Skrigene derude, så skød han Underlæben frem:
„Nu, nu da, I Sandhedens Folk — —“
