BLIV HOS OS — ❧
156
trøstende og lægende Ord, som deres sønderrevne Hjærter brændte efter.
Men tavs sad han, med Hagen støttet i de magre, hvide Hænder, med de spejlblanke Øjne løftede mod det lave Loft. Det rustrøde Hår bruste tæt og støvet om det blege, hulkindede Ansigt, men det lyste om den smærtefulde Mund og over den smalle, rynkede Pande, som lyttede han efter en evig Syngen.
Men de tvende, som lyttede hos ham i det jordede Rum, hørte ingen himmelsk Syngen, de hørte intet andet end deres egne Hjærters fortvivlede, angstfulde Slag og Påskevinden, som sukkede forbi derude, som også den var på Flugt ad Landevejen gennem Emaus til Juda menneskeforladte Ørk. Og over deres Hoveder ludede deres Skygger som tunge, truende skæbner.
Da så han pludselig op, den høje Fremmede, der gled et Smil over hans Ansigt som Skyggen af et Vift fra en Himmerigs Palmegren, hans Hænder gled ned, og hans Øjne sænkede sig på de to furede Åsyn, der stirrede på ham gennem det sitrende Lys i Vånde og Nød.
Længe så han på dem, indtrængende, med Blikket mørkt af blødende Ømhed — så nikkede han, langsomt, skød den tunge Stol tilbage og rejste sig halvt. Hans klare, spinkle Stemme sitrede i den fugtige Tavshed:
„Venner, jeg må gå.“
„Gå —“ Kleofas hævede sig forskrækket fra sit Sæde, han strakte Hænderne ud, som vilde han holde tilbage, „— nej, Fremmede, gå ikke, gå ikke fra os — husk Jøderne, hvor de forfølger os — bliv hos os, vi er ene, og Natten er nær.“
