157
❧ BLIV HOS OS —
Den Fremmede borede sine Øjne fast i hans:
„Kleofas, du siger det: Jøderne truer, og Natten er nær, da I skal være ene.“
„Fremmede bliv hos os — Dagen hælder.“
„Ja, Lukas, nu hælder Dagen, nu stunder Natten, nu er det den Time, da I skal prøves — stå den ud, og I skal komme did, hvor Dagen aldrig mindsker, hvor Lyset aldrig synker.“
„Ene — hvor frygteligt — ene!“
„Ja, Kleofas, ene skal du være — som jeg var ene.“
„Som du var — som — men — hvem er du da?“
Hæst lød Skriget fra den skæggede Strube — han stod bøjet langt frem over Bordet, mod det dryppende Lys — til hans Øjne pludselig blev stive, afsløredes og stirrede betagne, rædselsslagne, Munden stod åben i det sorte Skæg.
Der lød et tungt Dump — Lukas lå på Gulvet foran den Fremmedes nøgne Fod, lå der i Mørket som en sammenrullet Bylt, tilintetgjort, tumlet til Jorden.
„Herre, Herre, det er dig — dig, som vi alle forlod!“
Jesus bøjede sig blødt over sin Discipel, hans Hænder strøg over hans Ansigt og Hår, ømt og langsomt; nu så han den andens Ansigt dernede — Kleofas sunket om ved Lukas' Side, fældet på Jorden som af et Øxeslag, og han strøg over hans Pande, langsomt og ømt.
„I mine to — I mine to —“
„Herre, Herre, tilgiv, tilgiv!“
„Tilgive? hvad skal jeg tilgive — I, som gav mig den store Lære —“
De søgte at fange hans Hånd, at trykke deres skælvende Læber mod den.
