Side:Luftslotte.djvu/161

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

BLIV HOS OS — ❧

158

„Herre, gå ikke — å gå ikke fra os! Herre, du lovede, du vilde være med os stedse.“

„Ja, den Gang, Lukas, da jeg endnu levede i Livet, da vidste jeg endnu intet om Menneskets sande Skæbne, om den sande Golgatanat — — nej, nej, ingen, ingen må være hos jer.“

Han stod dybt bøjet over dem, med sagte hviskende Stemme, med Hænderne glattende deres Hår. Sammenkrøbne hulkede de for hans Fod.

„Herre, vi frygter, frygter.“

„Ja, frygt kun, frygt og strid — det må I, om I skal frelses — selv må I frelse jer, selv.“

Endnu et Tryk strøg over deres Pander — så hviskede sagte Skridt mod Døren, en kold, regnklam Luftning trak ind, Lysets Flamme krøb sammen som en ængstet, gul Orm. Tungt sank Mørket over Stuen.

Jesus stod derhenne, vendt imod det oplyste Rum med de to dunkle, knælende Skikkelser, der stirrede efter ham med mørke, forvildede Øjne — så løftede han sin højre Arm, det vide Ærme gled ned, og i det skælvende Lys brændte hans gennemstungne Hånds blodige Sår — høj og rank stod han på Tærskelen.

„Ene — Ene — Ene! — gå og forkynd den Lære for alle mine Disciple!“

Døren faldt i, Lyset krøb atter op, viftende og osende i Mørket.

Udenfor fjærnede sig Trin, så lette, så svævende, som ilede de gennem Mulmet imod en strålende Morgen.

Men tilbage lå de to, bøjede mod Gulvet, i det dunkle Rum — de to, hvem Golgatanatten endnu ventede, hvis Time det var. Og over deres Hoveder ludede deres Skygger som tunge, truende Skæbner.