159
❧ MENNESKENS SØN
MENNESKENS SØN
esus, hvorfor sørger du?“
„Jeg sørger ikke, Gud Fader.“
„Jesus, du sørger. Hvorfor sørger du?“
„O, Fader — —“
„Jesus, du kære, nu er det jo ovre — den lange, tunge Korsegang, nu er den jo vandret til Ende — du blev jo trofast til det sidste, i Fornedrelse og Pine — hvorfor glædes du nu ikke i Paradis?“
„O, Fader — —“
„Jesus, tal til din Fader.“
„Fader, jeg glædes ikke i Paradis.“
„Glædes ikke i Paradis? glædes ikke i din Faders Favn — din Fader, som græd over dig, da du vandrede på Jorden — —“
„Nej, Fader, glædes ikke.“
„Men hvorfor dog? Hvad vil du? Jesus, du kære.“
„Fader, jeg længes, længes — —“
„Længes? Jesus, hvad længes du dog efter? Vandt du ikke over Døden til Livet, vandt du ikke fra Menneskenes Stene og Nagler, hjem til din Fader, hjem til dit Rige?“
„Fader, dette er ikke mit Rige.“
„Ikke dit Rige?“
„Nej, Fader, Jorden, Jorden er mit Rige —“
„Jesus — —“
„Ja, og jeg længes mod dem dernede, mod alle de Fædre i Kapernaum og alle de Mødre i Nain, mod alle de gravlagte Lazari, mod alle de værkbrudne, blinde, spedalske, mod alle de ensomme, sorgfulde, betrængte — o Fader — de kalde på mig både Dage
