DEN VISES SØN ❧
162
„Og den ledte Eder, Fader?“
„O ja — da den først opsteg over vore Sletter — og hvor havde vi ikke biet på den! da ledte den os gennem Kaldæa, over Hav og Land, til Jerusalem By, ad Banker og Dale, til Betlehems høje Stad.“
„Og så?“
„Så stod den stille over Huset, Byens højeste Hus — og vi fandt ham derinde, Fredsbringeren, Verdens Frelser, og vi ofrede ham Guld og Røgelse og Myrra med Tak og Pris, at han omsider var kommet.“
„Fader, hine Ord på Babylons Tavler, hvad varslede de?“
„Hine livsalige Ord, min Søn — de varslede, at når den Konge fødtes, da skulde den ukrænkelige Fred og den uforanderlige Retfærdighed komme — at da skulde Menneskenes egenkærlige Sind ligge knust og Kærlighedens Sejr være vis.“
„Den ukrænkelige Fred og den uforanderlige Retfærdighed — Menneskenes egenkærlige Sind ligge knust — — — Fader.“
„Ja.“
„Tror du, Stjærnen stod stille?“
„Om jeg — Søn, som du spørger.“
„Fader, jeg tror ikke, den Stjærne stod stille.“
„Tror ikke — — —“
„Nej, Fader, nej — det var kun jer, der stod stille — jeg tror, at den Stjærne gik og gik — ud over al Verden, søgende i den evige Tomhed — Fader, jeg tror, at den Stjærne går endnu.“
