15
❧ SALIGHEDEN
atter sænkede deres hvide Sne bag ham, mens Græssets vigende Duske strejfede hans Fødder med fjærne Mindelser om Jordens Sommertid.
„Længslens Enge ser du, hvor de salige længes mod de levende.“
„Længes — længes man da i Saligheden?“
„Her er Hjærterne renere, og Længslen kendes derfor større, end noget jordisk Hjærte kendte.“
„Men Evighedens Tid er et Vift, der umærket farer hen over de saliges Hoveder.“
„Evighedens Tid kendes først bag hin Trappe, i Salighedens Højeste!“
„Når nå vi da Salighedens Højeste?“
„Når alle de, der var vort jordeliv, i vor Favn svæver op ad hin Marmortrappe.“
Da slap den Opstandne Englen og skød med bredte Arme frem mod en lysklædt Kvinde, der med et smilende Barm på sin Arm og med en halvvoxen Pige ved sin ene og en halvvoxen Dreng ved sin anden Side, i sin lange, vajende Kjortel gled frem imod ham med tindrende Øjne og udstrakt Hånd.
„Terese — — Terese — —!“
Og skælvende gled han på Knæ ned i Græsset for sin genfundne Hustru med Hænderne rystende rakte mod Ansigtets aldrig glemte Smil.
„Terese, Terese — jeg har længtes — længtes —“
„Fa'r,“ et Pigehoved lagde sig på Skuldren og „Fa'r,“ et Drengehoved tyngede på den anden, fire himmelblå Øjne lyste ind i hans, mens Barnet rakte sine fægtende Arme fra Moderens Favn: „Fa'r,“ og et Kor lød om hans Øren, bævende gennem Gråd:
„Fa'r, vi har længtes.“
