SALIGHEDEN ❧
16
Den Opstandne favnede dem alle ind under sig, tæt til sit Bryst, men uafvendelige hang hans Øjne ved det unge Kvindeåsyns perletårede Smil mellem det fremvældende Hårs gyldenrøde Bølger.
„Terese, jeg har længtes.“
„Og, Diodoros, end jeg — i Evighedens Lutren?“
Bøjet i Knæ i Græsset med Hovedet sænket mod hans Arm udsmilte hun al Evighedens overvældige Længsel.
„Men jeg, mine Børn?“ Røsten sitrede mildt over deres Hoveder. Alle Øjne sloges op, og dér stod hun, Moderen til dem alle, krumbøjet, grå med Hænderne korset på sin Brystdugs temede Uld, med Smilet skælvende i de grå Øjne, under Kappens hvide Linbræm, „end jeg da, min Søn — du gamle, som udsprang af min første Ungdoms Skød?“
„Moder,“ han rakte den hvidklædte Arm ud og drog varsomt den gamle ned til den knælende Gruppe i Græsset, „Moder, du ældste, som har længtes et Århundrede,“ hans Læber rørte ved hendes Pandes Furer.
„Som har længtes et Århundrede —“ den gamle lukkede Øjnene under hans Kys, „et Evighedens Århundrede. Min Søn Diodoros,“ hun foldede smilende sine Hænder over hans Knæ og lagde sin Kind til Hvile.
„I Genfundne, så stå da op og stig ad Marmortrappen til Salighedens Højeste,“ lød Englens Røst hen over dem. Slank og stor stod han bag ved dem med det hvidtskinnende Vingepar bredt højt ud til Siderne.
Og lydigt, Hånd i Hånd, rejste de sig alle, og med Børnene hængende ved deres Kjortlers Folder, med
