NØKKEN ❧
18
Birk, højtidelig som en Palme, sit Hoved mod Havets fosforlysende Skinnen.
Natten åndede tyst og kølig som på en ukendt, ubeboet Klode, kun langs Strandens store Stene hviskede Bølgeslagene i Søvne.
Da steg et Skrig fra Fjorden, et Skrig, der skingrede op i det vildeste Savn, sank og døde i skærende Smærte. Inde fra Kysterne svarede Skovenes sovende Ekko.
Og da Skriget tav, begyndte Strenge at klingre, og en Stemme at tone. Midt i den lyttende Stilhed klang spændte Strenge og sang en Stemme, gurglende, hulkende. Sangen blev ved.
Oppe i Skoven knagede det, Krat raslede, og Grene knækkede. En Sten kom hoppende ud fra Mørket og ned over Stranden.
Så skiltes Buskene, og en Mand kom frem på det hvide Sand. Høj og sortklædt stod han dér i sin lange Præstekjole med Pibekraven op om Ørene, med Hånden skærmende Øjnene for Himlens Blænden.
Ude på en opdukkende Sten sad Nøkken.
Præsten så en slank, hvid Ryg, et Hoved tungt af den funklende Krystalkrone og den grønsorte Tangmanke, bøjet mod den favnevide Harpes Gitter, i hvis Sølv blege Åndehænder legede.
Spillet klang højt og klart.
Præsten gik ned til Bølgebrynet, hvorover Vandet gød sig som Silke, foldede Hænderne over Munden og råbte:
„Nøk! Nøk!“
Strengespillet brast, et Hoved vendtes derude, et blegt Ansigt så ind — så stod Stenen tom i Fjorden.
