19
❧ NØKKEN
Men Bølgerne begyndte at skælve og ilte i lange Dønninger ind over Præstens Fødder. Han stod fremadbøjet med Knoerne presset mod en Stenbloks Tang, til han så et Ansigt nede under Vandet; det dukkede op med drivende Hår og blinkende Krone. Nøkken gyngede på sin Harpe med Dybets dunkle Øjne sugende på Præsten. Strengene klimprede i Bølgeslaget.
„Nøk!“ Præsten rettede sig, han drog Vejret hurtigt og tungt, „jeg kommer for at tale med dig — jeg kan høre dig skrige hver Nat, når jeg sidder dér oppe i min Bolig og våger over Skriften, høre dig skrige og græde — Nøk, jeg véd, hvorfor du græder.“
Nøkken rørte sig ikke, stirrede blot.
„Du græder, fordi du en Gang skal dø, fordi du ikke kan blive salig og få Del i Menneskenes Evighed.“
Strengelegen hulkede i Bølgerne.
Præsten rakte sin rystende Hånd ud, hans Øjne sugedes ind i de mørke dér nede over Vandet.
„Nøk, jeg vil give dig min Evighed — giv du mig så din Død.“
Vandet skyllede op om Præsten, Nøkken havde rejst sig op på Harpen — det hviskede som Bølgernes bønlige Gråd ved Jordens Bredder:
„Menneske, bedrag mig ikke —“
Og det truede, vildt, som Havet i sin Magt, midtude:
„Menneske, bedrag mig ikke!“
Præsten rystede på Hovedet, hans Øjne veg ikke fra Nøkkens.
„Hvorfor skulde jeg bedrage dig?“
„Menneske, hvorfor gør du dette?“
