NØKKEN ❧
20
„Hvorfor,“ Hænderne knyttedes, „Nøk, om du anede, hvad Evigheden er — du tvivlede ikke.“
„Hvad er da Evigheden?“
„Hvad Evigheden er? ja så hør da, hvad Evigheden er, du Dåre!“
Han strakte Armene i Vejret og sanseløst fløj Ordene over de dirrende Læber:
„Det er Liv uden Død, det er Vågen uden Søvn — Lys kædes evindeligt i Lys, og Tidens Nat kom aldrig, dens Vej løber uden Mål og uden Ende, fødende sig selv evindeligt påny, skydende sig evindeligt i Ring! Tusind År før jeg åbnede mine Øjne, har du levet Livet, og tusind År efter at jeg har lukket dem, skal du leve Livet, men hvad betyder det imod Evigheden? imod det, der forberedes mig, når mine Øjne atter tvinges op? jorden forgår en Gang, og der bliver Ophør på alt og på dit Liv, men når bliver der Ophør på Larmen i Evigheden? Nøk, Nøk, giv mig din Død, jeg giver dig min Evighed!“
Præsten tav åndeløs, Nøkken stirrede på ham, til med Et alle Strengene sprang i et Skrig, Munden åbnede sig, Ansigtet forsvandt, Bølgerne slog op over Landet.
„Nøk! det er ikke, som jeg sagde, Nøk! kom tilbage!“
Præsten løb med udstrakte Arme gennem Vandet, der greb i hans Kappe og hvirvlede ham om Livet.
„Nøk! tag min Evighed! Nøk, tag min Evighed!“
Men kun Ekkoet svarede fjærnt over Fjorden:
„Evighed! Evighed!“
