21
❧ KONGE OG NAR
KONGE OG NAR
ar, hvor kan du dog le af Livet?“
„Jeg er så lille, Herre Konge.“
„Så lille — ja, lille må du være, lille af Hjærte og Sind, når du kan le — le af Livet!“
„Lille af Hjærte og Sind — — er I nu også vis på det, Herre Konge — ja, nu måske, nu har I nok Ret, men ikke én Gang, nej, ikke én Gang.“
„Ikke én Gang — hvor kunde du så blive Nar?“
„Herre Konge, jeg var så lille, det nødte mig!“
„Så lille?“
„Ja, og så hjælpeløs — havde jeg ikke givet mig til at le, var jeg for længe siden omkommet. Men I, Herre Konge, I kan sagtens tage Livet i Alvor, I, som er så stærk og stor.“
„Å Nar — — — nej, hvem der var lille som du — og havde Lov til at le!“
❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧
KEJSERENS SKÆG
øjt oppe i Bjærgene, hvor de tætte Skove ludede
sammen over en dyb Hulvej, boede de hellige,
navnkundige Eneboere, Hieronymus og Eusebius. Op ad
det hårde Fjæld havde de bygget deres
Græstørvshytter, som var tækket med Bark og Mos, og hvis
åbne Vidjedøre vendte ud mod Østen, hvor Solen
hver Morgen blodrød steg op over de utallige
Trækroners Toppe, og hvor årle den end kom, dog stedse
fandt de tvende vise Mænd hver i sin Hytte, ludet
