KEJSERENS SKÆG ❧
22
over sit Stenbord ved den opslagne Foliant, med Hånden i Skægget og opadrynket Pande, grundende over Tilværelsens store Gåder. Solens Ildglans luede over Bogens Blade, men de så det ikke, Fuglesangen boblede som Kildevæld op af Skovens grønligt-dunkle Kølighed, men de hørte det ikke, Bjærgblomsterne udåndede i fulde Drag Nattens bundne Krydderduft, men de fornam det ikke — siddende hver i sin Hytte, hver på sin Side den dybe, selv i Morgenstunden skumringsfyldte Hulvej grundede de over Tilværelsen og Verden. Først sent på Aftenen, når den lange Soldag var omme, og Mørket kom ind til dem i Hytten, mens Stjærnernes tusind Øjne så ned over Skovens vidtstrakte, dødsstille Hav, hørtes deres Stemmer råbe over Kløften til hinanden, meddelende hverandre Dagens Visdomsudbytte, og da opskræmmedes Krattets blundende Småfugle ofte af stærk, strid Ordvexling om, hvo der havde Ret i dette eller det store og betydningsfulde Spørgsmål, og flagrede hid og did over de tvende stridende Hoveder, mens de storøjede Harer med vejrende Øren sad på Spring under Buskene, til omsider de vise Mænds Lunger mattedes, og Eneboerne søgte ind til Hvile på Moslejet, for dér at samle Kræfter til næste Dags altid fortsatte Forsken.
Bag ved Skoven, uendelig langt borte, ude i det åbne Land lå Kejserdømmets strålende Hovedstad med det pragtfulde Liv. Hulvejen dernede førte derud, men Eneboerne havde glemt det, og vidste ikke længere, hvormange Årtier siden det var, de havde befaret den Vej og levet Livet med derinde.
Men da skulde det ske en Aften, at Hieronymus i en hård Strid ophidset kom til at sværge ved sin
