23
❧ KEJSERENS SKÆG
Kejsers lange, røde Skæg, hvortil Eusebius ovre på den anden Side Kløften hastelig svarede, at Skægget var kort og sort af Farve. Da nu Eusebius var den yngste og mindst fremmelige i Visdom, rynkede Hieronymus barsk sine hvide Bryn, men beherskede sig, som det anstår en vis, og svarede kort, at Kejser Konstantinus' Skæg var ildende rødt og alenlangt, hvortil Eusebius ufortøvet svarede, at Kejserens Navn var Maximilianus og hans Skæg gnistrende sort. Hieronymus vendte sig og gik ind i sin Hytte, men i næste Aftens Strid svor han påny ved Kejser Konstantinus' ildende røde Skæg, mens Eusebius i næste Åndedræt besvor ham ved Kejser Maximilianus' gnistrende sorte dog at tro hans Ord, at hans var Retten i deres Disput. Men da forlangte Hieronymus med dirrende Stemme, at Eusebius skulde vige for ham og hans Alders Hukommelse og Erfaring og falde til Føje og indrømme, at Skægget var rødt og Navnet Konstantinus, men Eusebius korsede Hænderne for sit Bryst og genmælede, at Samvittigheden forbød ham at vidne mod Sandheden. Men da blev Hieronymus' Pande rød helt op under den hvide Tonsur, og han skreg overlydt, at hans Broder i Visdommen beskyldte ham for at fare med Løgn, hvortil Eusebius ufortøvet genskreg, at hans Broder vel var ham kær, men Sandheden dog kærere. Men da opløftede Hieronymus et så stort Skrig, at Eusebius måtte anstrenge sine Lunger hårdelig for at overskrige ham, og hele Natten igennem genlød den angstfuldt lyttende Skov af de tvende hellige Vismænds hadefulde Skænderi: ildende rød, gnistrende sort, Konstantinus, Maximilianus — — og så lidt Blund havde Krattets Fugle og Buskenes Harer end
