Side:Luftslotte.djvu/45

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

PANDORAS GAVE ❧

42

„Noget dejligt og vidunderligt, som jeg aldrig før har anet — noget der stråler som Iris' syvfarvede Bue, lyser som Helios' Smil på Olympus' snehvide Tinde, dårer som Afrodite Anadyomenes Øjne gennem Bølgeskummet, noget — hun kaldte det: Håb.“

Prometeus stirrede på ham.

„Ja, Broder, hvad gør det så? når vi har Håbet tilbage? i det spejler sig al det tabte, så vi tror, vi har det igen — — og venter vi blot roligt, så får vi det også nok igen af de nådige Guder, og så kan vi sejre over alle de Ulykker, Pandora gav os."

Han strakte sig sorgløst smilende ned på Panterskindet.

Prometeus blev siddende ubevægelig og stirre, pludselig spurgte han:

„Hvor har du det — Håbet?“

Epimeteus drejede sig om på Hoften og pegede smilende ind i Hulen. Inde i Dybets Mørke blinkede og gnistrede det som Katteøjne og Øgletunger, blåligt, grønligt og rødligt, i skiftende Fosforblink.

Prometeus rejste sig og greb Skrinet.

Han stirrede derned, og nede fra dets dunkle Bund flimrede og funklede det som Iris' syvfarvede Bue, lyste det som Helios' Smil på Olympos' snehvide Tinde, dårede det som Afrodite Anadyomenes Øjne gennem Bølgeskummet, og han så al den Lykke spejles derinde, han havde vundet til Menneskenes fattigt levende Slægt over Jorden, al den Lykke, han vidste knust, så han strålende pur og blank, ja og tifold purere og blankere, tifold rigere og skønnere, end han nogensinde havde vovet at drømme det.

Han rystede over alle Lemmer, en smægtende Mat-