Side:Luftslotte.djvu/46

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

43

❧ PANDORAS GAVE

hed sneg sig ind over hans Hjærte — — men så huggede han Skrinets Låg i — han havde fanget Epimeteus' ligegyldigt smilende Øjnes Triumf og brød ud gennem Vedbendrankerne, ud af Hulen.

„Prometeus! hvor går du hen?“ skreg Epimeteus og foer op.

I et Spring var han med Broderen ude.

Høje og sorte tårnede de øde Klippetinder sig op om dem, alle Vegne steg de op fra Dybet mod den natlige Himmelstribe, hvor en gylden Stjærne flimrede som et Øje i Gråd.

Dybt nede, hvor de skovklædte Skrænter gled hverandre i Møde, blinkede en Søs lysende Spejl. Stjærneøjet spejlede sig dernede, stirrende gyldent opad.

Blæsten strøg hen over dem, Vandfaldet larmede i en fjærn Kløft.

„Prometeus hvad vil du?“ stammede Epimeteus.

Prometeus løftede Skrinet højt op over sit Hoved, svang det frem og tilbage i sine Arme, og som et blånende Lyn foer det fra hans Hænder ned gennem Dybet mod Søen, hvis Øje sluktes i et Blink.

„Prometeus!“ skreg Epimeteus og styrtede hulkende til Jorden.

Prometeus' Øjne flammede, han bøjede sig, greb Epimeteus voldsomt i Skuldrene og slængte ham fra sig på Klippeblokkene:

Nu kan du måske sejre!“

Og i et Spring var han nede ad den stejle Sti gennem Dybet til Menneskenes Bo. Hurtigere og hurtigere, fjærnere og fjærnere tonede hans ilende Fjed op gennem Natten.