MARPESSA ❧
44
MARPESSA
å den bjærgbevogtede Eng var den svanevingede
Guldkarm standset med de blanke, funklende
Hjul sunket dybt i det blomstrende grønne Græs; de
snehvide Gangere stejlede i Morgensolen med
skummende Manker og Haler, bidende med rosenrøde
Munde i de sølverne, klingende Bidsler. Marpessa sad
der inde på Karmens Purpurhynder, Marpessa, Kong
Euenos' Datter, omhyllet af Slørets hvide Bølger, med
Hovedet sænket og Hårets korngyldne Strøm over
Brystet. Men ved den krysolittindrende Vognbue stod
Apollon og Idas, Afareus' Søn.
Idas knugede sin Hånd om de sænkede, safrangule Tøjler, hans Læber dirrede, og hans Øjne hakkede over Engens stille, grønne Sø.
Men Apollons Øjne hvilte store og funklende på Marpessas slanke, bøjede Skikkelse i det hvide Slør.
Fjernt fra det golde Ætolien havde Idas bortført Marpessa, optændt af gudesendt Elskov, men Apollon havde skuet hans Rov fra Olympos' himmelknejsende Tinde, og hastigere end Boreas iler at standse det flygtende Skib på det svulmende Havdyb, var han ilet fra sit guddommelige Sæde og havde standset den flyvende Karm her på Messeniens Eng. Ti alt længe havde Gudens Hjærte flammet af Elskov til Euenos' Datter.
„Idas hun er min, og du skal give mig hende, hun er min, og jeg vil eje hende, hun er født for en Olympens Gud og ej for en Søn af en dødelig Mand, hendes Skønhed skal ikke falme i jordens Mørke, som Morgenstjærnen slukkes i de fra Dalene opstigende Tåger, men som Stjærnerne stråler over Skyerne, i
