45
❧ MARPESSA
den himmelske Æter, skal hun stråle hos mig på Olympos, alle salige Guder til Glæde.“
Apollon strakte bydende sin ubetvingelige Hånd ud og skød Idas' Arm til Side, som Sejrherren fjærner den overvundnes Hånd fra det krigserobrede Bytte.
Idas løftede det bruntlokkede Hoved, hans hvide Tænder glimtede, og hans Øjne lyste, men Apollons røde Mund svulmede af Hån som Rosen, når den ser på Violen, og Idas sænkede atter sin Pande.
„Lad Marpessa vælge,“ hviskede han atter, så sagte som Cicaden hvisler i Græsset.
„Ja, lad Marpessa vælge,“ smilte Apollon triumferende.
Men Marpessa bøjede sit Hoved, dybt bøjede hun det mod sit Bryst, hun strakte sin Hånd frem, og den flakkede som en Due, der søger Hvile, men da den havde fundet sin Hvile, lå den i Idas' Hånd. Da skælvede Idas fra Hoved til Fod, hans Øjne veg ikke fra Græssets duggede Grønne.
Men Apollon blev hvidere end Sne, kun hans Øjne blånede som Havet i Storm, han veg et Skridt tilbage, og fra hans Mund foer der et Raab som en Flamme over de dirrende Læber. Han greb efter Sølvbuens snoede Streng.
„Marpessa, hvorfor gjorde du dette?“ han stod med den spændte Bue i Hånden.
Der var en Stund stille på den grønne Eng i det klare, tidlige Solskin — så lød Marpessas hviskende Stemme bag Sløret, som en Sølvstreng, der skælver for Vindens sagte Pust.
„Apollon, du er Gudens Søn fra det evige Olympos, jeg er Euenos' Datter fra den forgængelige Jord.
