SATYR OG NYMFE ❧
48
Vildbækkene suste gennem Skoven ned mod de dybe Dale, skummende friske.
Men dybt inde, hvor en lille Sø sitrede, blånende som en Slåen mellem sine majsgule, sivgroede Bredder, spejlende det brogede Løv, der alle Vegne ludede ned imod den, var der stille.
I det ene Hjørne rejste sig en Klippeblok, en Vinranke bugtede sig ned over den som en blodig Strimmel — midt ude svømmede en Nøkkeroses hvide Skål, en blåhovedet Vildand kresede fredeligt omkring den, inde mellem Sivene tonede Rørdrummens trygge Slag, et Slør af grønne Fluer svævede over Vandspejlet.
Når Vinden bar til, hørtes Skovens larmende, løsslupne Liv — ellers var alting tyst. En Sølvhejre kom højtideligt sejlende hen over den ensomme Lysning, Aftensolen skinnede stille og varmt på det lange, liggende Græs, en væltet Egestamme lå henne ved Søbredden og spejlede sit visne Løv i det klare Dyb.
Rørdrummens Slag standsede, Vildanden drejede Hovedet, baskede hæftigt med Vingerne og svirrede op over Træerne.
Det raslede ovre i Krattet, to hvide Arme kom frem, et gyldenlokket Hoved tittede ud — et Sæt — og hun stod slank og hvid i Græsset, vuggende på de smidige Fødder, åndende af fulde Bryster efter det hastige Løb.
Hendes Øjne spillede listigt rundt, hun snoede Armene bag om Nakken og lo triumferende — hun var undsluppet, undsluppet.
Men pludselig veg hun et Skridt tilbage, som vilde hun atter fare af Sted, men standsede så brat, opgivet.
