49
❧ SATYR OG NYMFE
Frem af Løvet stak et Hoved, langt og smalt, foroven løbende ud i to små, krumme Horn, forneden i et stridt, dusket Skæg, to skæve, greltblå Øjne lo rindende til hende, Munden droges paa Skævs, så de gule Tandstumper skimtedes — Buskene sloges til Siden, og han hinkede frem imod hende, blinkende med sine Øjne, smilende undskyldende, forliebt med den smalle, hennarøde Mund.
Nymfen blev stående, hun lod Armene synke, bøjede sig bagover og så ham forventningsfuld i Møde.
„Å—å—“ hans Øjne gled henrykt hen over hendes spændstige, blonde skikkelse, hvis yndefulde Legeme bøjede sig som en Elfenbensbue, hendes Hår bølgede frem om hendes Lænder, „å Skønne, tak du biede, tak“.
Hun svarede ikke, men vogtede agtsom på ham. Han var standset lidt foran hende og krummede sig kælent og lækkert, hans Øjne skruede sig på skrå ind i hendes, der kølige og overlegne sænkede sig i hans. Et svagt Smil legede om hendes fulde, røde Mund.
„Å Skønne, Huldsalige hør mig: din Liljefod har løbet sig træt, se hvilket Sæde Pan har beredt dig, du yndigste af hans Døtre, om du vil lytte til mine Elskovsord“.
Nymfen målte ham endnu en Gang, flygtigt strejfede hendes Øjne rundt over Krattets tætte Ringmur, så bøjede hun Hovedet, veg så hurtigt som en Fjer tilbage for hans krumme, brune Hånd og sad med et Hop på Grenen, gyngende op og ned som en Due mellem det brogede Løv, der i Aftensolen kastede sine vexlende Reflexer over hendes hvide Legeme.
