SATYR OG NYMFE ❧
50
Satyren havde sat sig i Græsset ved hendes Fod, han vred sine Øjne op imod hende, klemte sin Hånd mod det Sted på Brystet, hvor Hjærtet slog, og hvor en stor Dusk brunrøde Hår spillede i Aftenpustet — ustandselig flød hans Ordstrøm, smykket med Roser, Violer og Druer, mens hans Læber sivede af lystent Spyt.
Nymfen vippede op og ned, betragtede ham køligt, viftede sig sagte over Panden og så ud over den blikstille Sø med de grønne, dansende Fluer til Krattet på den modsatte, stærkt solbelyste Bred.
Han tav åndeløst og snappede efter Vejret. Et Vindpust kom, og Livet fra Skoven tordnede hen over dem. Hun rettede sig svagt, stemmede den ene Hånd mod den opskudte Hofte, og idet hun så ham alvorligt i Øjnene, udbrød hun med sin bløde, fløjtelokkende Stemme:
„Ja, kære Silenos, vist elsker jeg dig, og vist vil jeg blive din — men kun på ét Vilkår“. Faunen sad ubevægelig med det skæggede Bukkehoved nede mellem de spidse, hårede Knæ, han var forstenet — hun vilde blive hans, han skulde få Lov — —
Med et Hyl var han oppe, hvirvlede sig rundt, sprang tre Alen op i Luften, snoede sig om i Springet, faldt fladt ned på sin Bug, spjættede bagud og stødte Kolbøtter, så Bladene føg omkring ham.
Nymfen så klart og roligt til. Endelig standsede han og haltede hen til hende, han greb hendes Hånd og slikkede den henrykt.
Hun lod ham beholde den:
„Men kun på ét Vilkår“.
Hun så på ham:
