Side:Luftslotte.djvu/54

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

51

❧ SATYR OG NYMFE

„Vil du holde det eller lade mig gå?“

„Ja, ja, alt, alt vil jeg holde“, sukkede han og vred sig af Henrykkelse.

Nymfen smilte, det tindrede i hendes Øjne, hun bøjede sig ned og smøgede sin hvide, runde Arm om hans senede, lodne Hals; han vendte det hvide ud af Øjnene af Fryd, han klukkede, hans lyserøde Tunge hang ud mellem Tandstumperne.

„Sig det, sig det“.

„Ja, ser du, du søde — det er bare din Hale“.

„Min — min —?“ Halen raslede hastigt og spørgende i Løvet.

Hun strøg sin bløde, duftende Kind imod hans strittende, knoglede, hendes små, rosenrøde Øren sitrede som skælmske Sommerfuglevinger af Latter.

„Ja, giv mig den — klip den af til mig“.

Han gloede på hende — Halen — Halen — Halen vilde hun have.

„Men — men —“ stammede han.

„Hører du, Halen — jeg vil have den“.

Hun smøg sig tættere ind til ham, men han var oppe i et Sæt, foer et Par Alen tilbage og fægtede på det voldsomste med Armene — Halen — Halen — hun vilde have hans Hale! ved Pan!

„Nej! nej!“ skreg han, så det genlød i Skoven.

Hun stirrede på ham:

„Nå sådan!“

Hun rettede sig hurtigt, slog Håret tilbage over Skuldrene og knejste som en Ædelfalk på sin Gren.

„Å—å!“ brølte han, han foer i fuldt Løb løs på hende og styrtede næsegrus ned foran hende, „å, gå ikke! gå ikke!“