51
❧ SATYR OG NYMFE
„Vil du holde det eller lade mig gå?“
„Ja, ja, alt, alt vil jeg holde“, sukkede han og vred sig af Henrykkelse.
Nymfen smilte, det tindrede i hendes Øjne, hun bøjede sig ned og smøgede sin hvide, runde Arm om hans senede, lodne Hals; han vendte det hvide ud af Øjnene af Fryd, han klukkede, hans lyserøde Tunge hang ud mellem Tandstumperne.
„Sig det, sig det“.
„Ja, ser du, du søde — det er bare din Hale“.
„Min — min —?“ Halen raslede hastigt og spørgende i Løvet.
Hun strøg sin bløde, duftende Kind imod hans strittende, knoglede, hendes små, rosenrøde Øren sitrede som skælmske Sommerfuglevinger af Latter.
„Ja, giv mig den — klip den af til mig“.
Han gloede på hende — Halen — Halen — Halen vilde hun have.
„Men — men —“ stammede han.
„Hører du, Halen — jeg vil have den“.
Hun smøg sig tættere ind til ham, men han var oppe i et Sæt, foer et Par Alen tilbage og fægtede på det voldsomste med Armene — Halen — Halen — hun vilde have hans Hale! ved Pan!
„Nej! nej!“ skreg han, så det genlød i Skoven.
Hun stirrede på ham:
„Nå sådan!“
Hun rettede sig hurtigt, slog Håret tilbage over Skuldrene og knejste som en Ædelfalk på sin Gren.
„Å—å!“ brølte han, han foer i fuldt Løb løs på hende og styrtede næsegrus ned foran hende, „å, gå ikke! gå ikke!“